|
Nedenstående procedure, beskriver hvordan du som bygpartner skal håndtere en opgave, fra start til slut. Det er vigtigt at du sætter dig ordentlig ind i proceduren og læser betingelserne som bygpartner, Du finder betingelserne nederst på denne side. Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte os på tlf. 70 266 233.
|
1. Modtagelse af sag Når du modtager en sag fra Sikkerbyg Entreprise, skal du kontakte kunden inden for 24 timer, eller ifølge aftalen med rådgiveren fra Sikkerbyg Entreprise. Det er vigtigt du ikke overskrider denne aftale, da du hermed sætter både dig selv, men også Sikkerbyg og de andre bygpartnere i et dårligt lys, da vi risikerer at bygherren får en dårlig oplevelse af Sikkerbyg.
2. Kontakt til bygherren Når du tager kontakt til bygherren er det vigtigt at du præsenterer dig som bygpartner hos Sikkerbyg. Aftal herefter med kunden en tid hvor du kommer og kigger på opgaven. Det er vigtigt at du overholder denne aftale. Skulle der opstå forsinkelser eller andet, så du ikke har mulighed for at overholde din aftale med bygherren, er det vigtigt at du kontakter kunden inden.
3. Møde med bygherren Når du kommer ud og besøger bygherren første gang, er det vigtigt at du er forberedt. Spørg ind til bygherrens ønsker og behov. Stil relevante spørgsmål, så du har så mange informationer som muligt og på den måde kan du udregne et tilbud der matcher kundens ønsker og behov. Husk til sidst at lave en ny aftale med kunden, hvor du igen kommer forbi og præsenterer din løsning/tilbud og gennemgår det sammen med kunden. Du må ikke sende tilbuddet med posten eller e-mail. Du skal altid gennemgå tilbuddet med kunden personligt. Dette er utrolig vigtigt, da det er her du har størst chance for at vinde ordren.
4. Udarbejdelse af tilbud Lav dit tilbud. Vi anbefaler at du laver 2 løsninger, da dette giver kunden en valgmulighed mellem disse 2 løsninger og forhøjer dine vinderchancer rigtig meget. Løsning 1 er hvad kunden ønsker og løsning 2 kan være hvad du mener, er den bedste løsning. Inden du kører ud og afleverer tilbuddet til bygherren, er det vigtigt du sender en kopi til Sikkerbyg Entreprise, dette gøres ved at besvarer og vedhæfte tilbudet i den oprindelige mail hvor du har modtaget opgaven. Dette er vigtigt, da sikkerbyg holder kontrol med om tilbuddene overholder de generelle krav, et tilbud skal indeholde. Du kan på under menuen SKRIFTLIG TILBUD se hvad et tilbud skal indeholde.
5. Gennemgang af tilbud Når du besøger bygherren, er det vigtigt at du gennemgår tilbuddet med alle beslutningstagere, da det er her de vigtige beslutninger skal tages. Sørg derfor at alle beslutningstagere er med på mødet. Gennemgå tilbuddet grundigt sammen med bygherren og find frem til, om det er den rigtige løsning du/i er kommet frem til, der matcher bygherrens ønsker og forventninger.
6. Salgsmappe Når du nu gennemgår tilbuddet med bygherren, er det vigtigt at du samtidigt gennemgår den udleverede Sikkerbyg salgsmappe sammen med bygherren. Fortæl hvorfor bygherren netop skal vælge dig til at løse opgaven og fortæl om den tryghed og sikkerhed du kan tilbyde bygherren, via dit samarbejde med Sikkerbyg.
7. Kontrakt Efter du har gennemgået tilbuddet og salgsmappen med bygherren, er det vigtigt at du har medbragt en forbrugeraftale +tillæg eller en spjældaftale. Gennemgå aftalen med bygherren, den skaber gennemsigtighed og er med til at bygherren vælger netop dig til at løse opgaven.
8. Indgåelse af kontrakt Du har nu gennemgået alle de vigtige ting med bygherren og bygherren er forhåbentlig klar til at vælge dig til at løse opgaven. Udfyld nu forbrugeraftalen +tillæg eller spjældaftalen sammen med bygherren. Efter aftalen er udfyldt skal en kopi sendes til Sikkerbyg Entreprise, enten via fax. 70 266 234, mail. entreprise@sikkerbyg.dk eller med posten til Farverland 6, 2600 Glostrup. Det er vigtigt at aftalen er modtaget af Sikkerbyg Entreprise inden arbejdet påbegyndes, da det er her Sikkerbyg Entreprise går ind og forsikrer opgaven. Forsikringen er først gældende for dig og bygherren, efter Sikkerbyg Entreprise har fremsendt et forsikringscertifikat.
9. Administration Efter Sikkerbyg Entreprise har modtaget aftalen, bliver den håndteret på følgende måde.: Aftalen bliver arkiveret i vores IT system, hvor der bliver oprettet påmindelser på hvornår der skal faktureres. Inden der bliver faktureret, udfører Sikkerbyg Entreprise et betalingstjek, hvor bygherren bliver kontaktet for at sikre, at der er blevet leveret det der er aftalt. Er alt ok, bliver der fremsendt en faktura med 5 dages betaling, medmindre andet er oplyst i aftalen. Når Sikkerbyg Entreprise modtager betaling fra Bygherren, bliver der samme dag oprettet et afregningsbilag, samtidig med der foretages en overførelse til din konto.
OBS. Denne procedure kan løbende blive ændret. Såfremt dette sker, vil dette blive offentliggjort her på siden. |
|
Du finder herunder de betingelser du som bygpartner er underlagt. Det er vigtigt at du læser betingelserne og forstår dem, da de har stor betydning for dit fremtidige samarbejde med Sikkerbyg Entreprise. Har du spørgsmål til betingelserne er du altid velkommen til at kontakte os.
|
|
Standardbetingelser for Bygpartnere hos Sikkerbyg Entreprise. SBE-BP-01012010
1. Standardbetingelser for Bygpartnere hos Sikkerbyg Entreprise. SBE-BP-01012010 Sikkerbyg Entreprise har til formål at skabe større sikkerhed, tryghed og merværdi for virksomheder, inden for bygge- og anlægsbranchen, samt Bygherre i hele Danmark. Formålet er at forebygge og sikre at alle forventninger, mellem håndværksvirksomhed og bygherre, er afklaret og aftaleforholdene overholdes af alle parter.
2. Optagelse som Bygpartner Medlemmer i Sikkerbyg Gruppen er som udgangspunkt Bygpartner hos Sikkerbyg Entreprise, med mindre dette fravælges af medlemmet. Man kan ikke være Bygpartner med mindre man er medlem hos Sikkerbyg Gruppen.
Sikkerbyg Entreprise er udelukkende formidler, hvorfor hverken Sikkerbyg Entreprise og/eller Sikkerbyg Gruppen er aftalepart i forholdet mellem en Bygpartner og en bygherre. Således hæfter Bygpartnere i alle henseender overfor bygherren i relation til eventuelle fejl og mangler ved det udførte arbejde. Bygpartner kan ej heller rette noget krav mod Sikkerbyg Gruppen og/eller Sikkerbyg Entreprise i anledning af bygherrens eventuelle manglende betaling, ligesom sager i relation til eventuelle arbejdsskader eller lignende er såvel Sikkerbyg Gruppen som Sikkerbyg Entreprise uvedkommende.
3. Prøveperiode For at Sikkerbyg Entreprise kan sikre sig de mest optimale, dygtige og professionelle Bygpartnere, skal en ny Bygpartner gennemgå en prøveperiode på 12 måneder. Efter endt prøveperiode evaluerer Sikkerbyg Entreprise, hvorvidt Bygpartneren kan forblive Bygpartner. Projekter i prøveperioden vil danne grundlag for evalueringen. Sikkerbyg Entreprise afgør suverænt denne beslutning.
4. Kontrakter og Aftaler Bygpartneren forpligter sig til at benytte Sikkerbyg Entreprises standardkontrakter, ved alle opgaver der udføres igennem Sikkerbyg Entreprise. Kontrakterne findes på www.sikkerbygentreprise.dk. Kontrakterne må kun benyttes, når opgaven udføres igennem Sikkerbyg Entreprise. Kontrakterne skal være Sikkerbyg Entreprise i hænde, inden påbegyndelse af et projekt. Benyttes Sikkerbyg Entreprises standard kontrakter ikke, forfalder en konventionalbod til Sikkerbyg Entreprise på kr. 100.000 til betaling inden 8 dage og Sikkerbyg Entreprise er berettiget til at ekskludere Bygpartneren.
5. Egne projekter & kunder Bygpartneren kan tilbyde egne kunder at projektet udføres igennem Sikkerbyg Entreprise. Dette kræver at samme kontrakter & aftaler som angivet i punkt 4 benyttes og ligeledes indleveres til Sikkerbyg Entreprise, inden påbegyndelse af projektet.
6. Entrepriseforsikring Bygpartneren skal være dækket af en entrepriseforsikring, på de opgaver/projekter Bygpartneren udfører igennem Sikkerbyg Entreprise. Entrepriseforsikringen er en del af et tillæg til forbrugeraftalen, der indgås mellem Bygpartneren og bygherren. Entrepriseforsikringen effektueres, når Bygpartneren samt bygherren har modtaget forsikringscertifikatet fra Sikkerbyg Entreprise.
7. Rettigheder Hvis kontakten mellem Bygpartneren og bygherre, er kommet i stand ved Sikkerbyg Entreprises mellemkomst, må parterne ikke indgå aftaler direkte, dvs. uden om Sikkerbyg Entreprise. Parterne må ikke overdrage projekter/opgaver til tredjemand, uden Sikkerbyg Entreprises samtykke. Bygpartneren må Ikke benytte underentreprenører på opgaver, der udføres gennem Sikkerbyg Entreprise, der ikke er godkendt af Sikkerbyg Entreprise. Indgår parterne alligevel sådanne aftaler, forfalder en konventionalbod til Sikkerbyg Entreprise på kr. 100.000 til betaling inden 8 dage og Sikkerbyg Entreprise er berettiget til at ekskludere Bygpartneren. Denne kundeklausul gælder i 2 år fra afslutningen af sidste entreprise mellem parterne.
8. Introkursus Som Bygpartner har man pligt til at gennemgå et introkursus, inden man bliver endelig optaget som Bygpartner. Kurset har til formål at tydeliggøre reglerne og sikre at alle bygpartnere håndterer en bygherre ensartet. Introkurserne afholdes løbende og er offentliggjort på www.sikkerbygentreprise.dk
9. Spilleregler Som Bygpartner er man forpligtet til at håndtere en bygherre, efter de regler, som er angivet på www.sikkerbygentreprise.dk. Sikkerbyg Entreprise forbeholder sig retten til løbende at ændre disse regler, med formålet om at levere en bedre service over for bygherren. Sikkerbyg Entreprise forpligter sig til at informere Bygpartneren om eventuelle ændringer i reglerne. Informationen kan gyldigt gives til Bygpartneren via e-mail. Bygpartneren forpligter sig til at holde sig opdateret, informeret og tilpasse sig disse eventuelle rettelser.
10. Møder & uddannelse Sikkerbyg Entreprise afholder løbende møder, kurser og uddannelser, med henblik på optimering af samarbejdet med Bygpartneren. Bygpartneren forpligter sig til at deltage på minimum 3 månedsmøder i løbet af en periode på 12 måneder, fra aftalens start.
11. Anmærkninger Sikkerbyg Entreprise har ret til at uddele mundtlige og skriftlige advarsler til en Bygpartner, der ikke overholder regler, aftaler, tidsfrister eller lignende over for Bygherren. Sikkerbyg Entreprise kan efter vurdering af advarslen , vælge at ekskludere en Bygpartner.
12. Brug af logo Som Bygpartner er man forpligtet til at reklamere for Sikkerbyg. Sikkerbyg Entreprise stiller diverse reklame materiale til rådighed for Bygpartneren. Som Bygpartner er man forpligtet til at reklamerer for Sikkerbyg på en ordentlig måde og i overensstemmelse med Sikkerbyg Entreprises retningslinjer, der kan læses på www.sikkerbygentreprise.dk. Ejendomsretten til logo og andet markedsføringsmateriale tilhører Sikkerbyg Gruppen.
13. Gebyr Sikkerbyg opkræver af Bygpartneren et gebyr på kr. 198 eks. moms, for hvert projekt der tilsendes en Bygpartner, uanset om Bygpartneren vinder projektet eller ej. Gebyret benyttes blandt andet til projekt behandling, markedsføring m.m. Gebyret opkræves senest 5 hverdage efter opgaven er udsendt og opkræves via PBS leverandørservice. Der opkræves ikke gebyr for Bygpartnerens egne projekter. Sikkerbyg Entreprise forbeholder sig retten til at regulere gebyret med 14 dages varsel. Bliver der foretaget en regulering, vil denne ikke have betydning for allerede leverede projekter/opgaver.
14. Afvisning af projekt/opgave Bygpartneren forpligter sig til inden for max 24 timer at informere Sikkerbyg Entreprise, såfremt Bygpartneren ikke ønsker at afgive tilbud på det tilsendte projekt. Informationen skal ske ved pr. e-mail at besvare e-mail sendt fra Sikkerbyg Entreprise vedrørende projektet. Ved afvisning af et projekt tilbagebetales gebyret. En gyldig afvisning kan kun ske, såfremt opgaven er udsendt til Bygpartneren ved en fejl fra Sikkerbyg Entreprise, eller det pga. fejl fra Sikkerbyg Entreprises side ikke har været muligt for Bygpartneren at aflevere tilbud til den pågældende bygherre.
15. Afregning, Fakturering & Betaling Alle betalinger mellem Bygpartner og bygherren, håndteres af Sikkerbyg Entreprise. Der udbetales til Bygpartneren, max 5 hverdage efter at Sikkerbyg Entreprise, har modtaget betalingen fra bygherren. Sikkerbyg Entreprise kan ikke holdes ansvarlig, såfremt betaling fra bygherre, ikke opretholdes i overensstemmelse med indgået kontrakt, mellem en Bygpartner fra Sikkerbyg Entreprise og bygherre, i forbindelse med udførelse af projekter. Sikkerbyg Entreprise udbetaler udelukkende til Bygpartneren, når betalingen fra bygherren er modtaget af Sikkerbyg Entreprise. Sikkerbyg Entreprise afregner 92 % af den totale entreprisesum til Bygpartneren. De resterende 8 % tilfalder Sikkerbyg Entreprise, til dækning af blandt andet Entrepriseforsikring, fakturering, projekt behandling m.m. Bygpartneren må ikke tillægge de 8 % som tilfalder Sikkerbyg Entreprise, på tilbuddet til Bygherren, da dette fordyrer projektet for bygherren. Afregning og Betalingsbetingelser er gældende for alle projekter, hvor der benyttes Sikkerbyg standardkontrakter. Sikkerbyg Entreprise forbeholder sig retten til at regulere disse satser med 14 dages varsel. Bliver der foretaget en regulering, vil denne ikke have betydning for allerede igangværende projekter/opgaver, der er indleveret aftale på til Sikkerbyg Entreprise. Fakturering til Bygherren må udelukkende foretages af Sikkerbyg Entreprise og under ingen omstændighed foretages af Bygpartneren. Fakturerer en Bygpartner alligevel bygherren, forfalder en konventionalbod til Sikkerbyg Entreprise på kr. 100.000 til betaling inden 8 dage og Sikkerbyg Entreprise er berettiget til at ekskludere Bygpartneren. Sikkerbyg Entreprise fakturerer ifølge den skriftlige aftale der er indgået mellem Bygpartneren og bygherren.
16. Tvist & Indsigelser I tilfælde af tvist på opgaven, har Sikkerbyg Entreprise ret til ikke at fremsende en faktura til bygherren, eller afregne en bygpartner, før tvisten er bragt i orden. Sikkerbyg Entreprise har i tilfælde af en tvist, ret til at sende en mediator eller en anden form for sagkyndig vurderings person, der har til hensigt at løse tvisten. Sikkerbyg Entreprise har i tilfælde af at en Bygpartner ikke efterlever den beslutning, der tages af mediator, ret til at opkræve bygpartneren eventuelle omkostninger, til udbedring af de eventuelle fejl og mangler på opgaven. I tilfælde af tvist som Sikkerbyg Entreprise ikke mener kan løses, har Sikkerbyg Entreprise ret at overtage og færdiggøre opgaven. Omkostninger i forbindelse hermed, vil blive modregnet bygpartnerens afregning.
17. Ophør af aftale Sikkerbyg Entreprise & Bygpartneren kan til enhver tid opsige aftalen, med 3 måneds skriftlig varsel. Aftalen ophører automatisk, hvis medlemskabet opsiges med Sikkerbyg Gruppen. Er Bygpartneren involveret i et projekt, der ikke er afsluttet, kan Sikkerbyg Entreprise betinge at projektet færdiggøres inden aftalens ophør.
18. Værneting, force majeure og diverse. Sikkerbyg Entreprise kan frit overdrage alle aftale forholdene til en anden udbyder f.eks. i forbindelse med virksomhedsoverdragelse, fusion, salg eller lignende. Bygpartneren giver Sikkerbyg Entreprise lov til at sende informationer og reklame via post, fax eller e-mail. Sikkerbyg Entreprise har værneting ved Glostrup Ret. Lovvalget er dansk ret. Sikkerbyg Entreprise holdes ikke til ansvar for skader tilført Bygpartner/bygherre som følge af force majeure.
| |
|